Storbyindekset 2027: Her er det billigst at bo godt

En god hotelnat i Paris koster mere end 2,5 gange så meget som i Kraków. Det viser Storbyindekset 2027, hvor vi har tjekket priserne på 197 gode, centrale 3- og 4-stjernede hoteller i 15 af Europas mest populære storbyer. Hvis du leder efter de billigste storbyer i Europa, skal du kigge mod øst: Kraków, Prag, Budapest og Ljubljana ligger alle under 850 kr. pr. nat for et godt hotel midt i byen.

I den dyre ende ligger Paris, Madrid, Milano, London og Rom, hvor du skal regne med 1.500-1.800 kr. pr. nat for det samme niveau.

Storbyindekset 2027: pris pr. nat for et godt, centralt hotel

Tabellen viser medianprisen for én nat for to voksne på de 3- og 4-stjernede hoteller, vi har udvalgt i hver by. Alle hoteller ligger centralt og har mindst 8,0 i gæstebedømmelse på Booking.com. Priserne er rundet af til nærmeste 10 kr.

#ByPris pr. nat3-stjernet4-stjernet
1Kraków700 kr.650 kr.740 kr.
2Prag750 kr.680 kr.860 kr.
3Budapest790 kr.710 kr.1.270 kr.
4Ljubljana820 kr.660 kr.930 kr.
5Berlin890 kr.720 kr.1.100 kr.
6Athen980 kr.870 kr.1.070 kr.
7Wien1.090 kr.930 kr.1.110 kr.
8Lissabon1.110 kr.810 kr.1.190 kr.
9Amsterdam1.440 kr.1.340 kr.1.560 kr.
10Barcelona1.510 kr.1.400 kr.1.720 kr.
11Rom1.530 kr.1.280 kr.1.630 kr.
12London1.570 kr.1.160 kr.1.870 kr.
13Milano1.620 kr.1.460 kr.2.230 kr.
14Madrid1.720 kr.1.500 kr.1.800 kr.
15Paris1.810 kr.1.740 kr.2.200 kr.

Kilde: Storbyrejse.dk. Priser fra Booking.com indhentet 7. november 2026 for fire nætter i januar og marts 2027. Se metoden nederst.

Billigst: Kraków, Prag og Budapest

Kraków er indeksets billigste by med en medianpris på 700 kr. pr. nat. Her kan du bo i den gamle bydel eller i det jødiske kvarter Kazimierz, få minutters gang fra hovedtorvet Rynek Główny, og flere af de udvalgte 4-stjernede hoteller koster under 800 kr. pr. nat.

Prag og Budapest følger lige efter med 750 og 790 kr. Begge byer har mange gode boutiquehoteller i de gamle bydele til priser, du ikke finder længere mod vest.

Overraskelsen: Berlin er billigere end Athen og Lissabon

Mange tænker på Sydeuropa som det billige alternativ, men et godt hotel i Berlin koster i vores indeks 890 kr. pr. nat. Det er mindre end i både Athen (980 kr.) og Lissabon (1.110 kr.). Berlin er dermed den billigste af de store vesteuropæiske hovedstæder i indekset.

Dyrest: Paris, Madrid og Milano

Paris topper listen med 1.810 kr. pr. nat, og selv et 3-stjernet hotel koster her typisk over 1.700 kr. Madrid (1.720 kr.) og Milano (1.620 kr.) ligger lige under og er i vores indeks dyrere end både London og Rom.

Forskellen mærkes på en forlænget weekend. Tre nætter på et godt, centralt hotel koster med indeksets priser cirka 2.100 kr. i Kraków og cirka 5.400 kr. i Paris.

Weekend eller hverdag?

Vi har sammenlignet priserne på en onsdag og en fredag. I de klassiske weekendbyer er fredag markant dyrere:

I byer med mange forretningsrejsende er det omvendt. I London og Madrid var fredagen 10 % billigere end onsdagen, og i Barcelona 8 % billigere. Kan du rejse på hverdage, kan du altså spare en del i Rom og Prag, mens weekenden er det gode valg i London og Madrid.

Sådan sparer du på hotellet

  • Vælg byen efter budgettet. For prisen af to nætter i Paris kan du få fem nætter i Kraków.
  • Flyt rejsen til hverdage i Rom, Prag og Amsterdam.
  • Tjek 3-stjernede hoteller. I flere byer, fx London, Lissabon og Budapest, er de gode 3-stjernede markant billigere end de 4-stjernede.
  • Book tidligt og sammenlign datoer. Priserne svinger meget fra dag til dag, især omkring messer og store begivenheder.

Du finder alle vores udvalgte hoteller i de 15 byer på hotelsiden, hvor du kan vælge by og se beskrivelser, beliggenhed og priser.

Metode

Storbyindekset bygger på de 230 hoteller, vi har udvalgt til vores byguides. Alle ligger centralt eller højst 15 minutters gang fra centrum eller en seværdighed og har mindst 8,0 i gæstebedømmelse på Booking.com. I indekset indgår kun de 3- og 4-stjernede hoteller.

  • Priser: Indhentet fra Booking.com den 7. november 2026 for én nat for to voksne i ét værelse. Vi har brugt hotellets billigste ledige værelse og prisen inklusive skatter og gebyrer, som Booking.com viser den. Lokale turistskatter kan komme oveni.
  • Datoer: Onsdag 20. januar, fredag 22. januar, onsdag 10. marts og fredag 12. marts 2027.
  • Beregning: Hvert hotels pris er gennemsnittet af de datoer, hvor det havde ledige værelser (mindst to af de fire). Byens pris er medianen af hotellernes priser. Fem hoteller indgår ikke, fordi de havde for få ledige datoer.
  • Omfang: 197 hoteller i 15 byer, 11-18 hoteller pr. by.

Indekset er ikke et officielt prisindeks. Det viser, hvad et godt, centralt hotel fra vores udvalg kostede på de valgte datoer, og priserne kan være anderledes på andre tidspunkter.

Du er velkommen til at citere tallene, så længe du angiver Storbyrejse.dk som kilde og linker til denne side.

Del:

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors